Vores signaturvogn er ikke en kulisse. Den er et stykke italiensk industrihistorie, der tilfældigvis har fået monteret en espressomaskine.
Og historien bag den er bedre, end de fleste regner med.
Italien, 1947: et land der skulle bygges op igen
Anden Verdenskrig havde efterladt Italien fattigt. Infrastrukturen var ødelagt, og for langt de fleste italienere var en bil helt uden for rækkevidde. Men landet skulle genopbygges, varer skulle transporteres, og små handlende havde brug for noget at køre i.
Hos Piaggio i Pontedera havde man året forinden haft succes med noget helt nyt: Vespaen. En lille, billig scooter, tegnet af flyingeniøren Corradino D’Ascanio – en mand, der egentlig helst ville huskes for sit arbejde med helikoptere.
I 1947 fik D’Ascanio en idé. Hvad hvis man tog Vespaen, gav den to hjul mere bagi og et lad ovenpå?
1948: Ape’en ruller ud
Enrico Piaggio – søn af firmaets grundlægger Rinaldo – bakkede idéen op, og i 1948 kom den første model på gaden.
Ape A var i al sin enkelhed en Vespa uden førerhus, med to baghjul og et fladt lad af træ over bagakslen. Motoren var på 125 cc. Prisen var 170.000 lire. I de første annoncer hed den slet ikke Ape endnu, men VespaCar og TriVespa.
Navnet, den fik, siger alt om hvordan italienerne så på den. Vespa betyder hveps – hurtig, larmende, kvik. Ape betyder bi. Den flittige lille arbejder, der bare kører og kører og bærer mere, end man skulle tro.
| Årstal | Hvad skete der |
| 1946 | Corradino D’Ascanio tegner Vespaen for Piaggio. Navnet betyder “hveps” på italiensk. |
| 1947 | D’Ascanio undfanger idéen om et let, trehjulet erhvervskøretøj bygget over Vespaen. |
| 1948 | Ape A lanceres – 125 cc, træplan bagpå, pris 170.000 lire. Markedsføres som VespaCar og TriVespa. |
| 1948–1952 | Ape A produceres. Modeller med 50, 125 og 150 cc følger, senere 175 cc. |
| I dag | Ape’en har været i uafbrudt produktion siden 1948 og findes i utallige varianter. |
Køretøjet der kom overalt
Ape’en blev ikke bare en succes. Den blev en del af det italienske landskab.
Den kørte grøntsager til torvet i Napoli, fisk fra havnen i Genova og vin ad grusveje i Toscana, hvor ingen varevogn kunne komme frem. Den var smal nok til middelalderlige gyder, billig nok til at en enkelt handlende kunne eje en, og enkel nok til at kunne repareres af hvem som helst med en skruenøgle.
Og den blev ved. Ape’en har været i uafbrudt produktion siden 1948 – gennem næsten otte årtier, i utallige varianter, fra lad og kassevogn til taxa og salgsvogn.
Fra grøntsagsvogn til kaffebar
Netop fordi Ape’en altid har været et arbejdsredskab for små handlende, var skridtet til salgsvogn kort. I Italien har man i årtier set dem ombygget til alt fra blomsterboder til iskiosker.
Vores kaffescooter står i den tradition. Den er indrettet i klassisk piazza-stil med markiser, det italienske flag over serveringen og hyggemusik – og med en espressomaskine i fuld caféstørrelse, der laver 90–100 kopper i timen.
Mange kalder den en “kaffeknallert”. Det er den ikke. Den er en café på tre hjul, og den er selvforsynende med vand.
Derfor hedder vi Café Ape
Da vi skulle finde et navn, var det ikke svært. Ape’en er hele idéen: noget ægte italiensk, som er bygget til at arbejde, og som folk bliver glade for at se.
Det er også derfor, kaffescooteren næsten altid ender med at blive fotograferet. Folk kender den – eller de kan mærke, at den er ægte.